Saturday, April 05, 2008

We'll always have Paris...

Paris is a wonderfull city, me and Jakob enjoyed it very very much. Of course we had to see all the tourist-things; spend 3 hours at Louvre museum, sailed down the Seine, went to Mont Matre to see Sacre Cæur and of course Moulin Rouge, went up in the Arch of Triumph to view Paris from above, saw beautiful but very gothic Notre Dame - it was even more horrifying by nighttime however still beautiful, went by Place de la Concorde where members of the bougeoisie - nobility of Paris - were executed in the guillotine during the French Revolution, walked down Champs-Élysées while dreaming about all the wonderfull things we could buy if we were loaded...had breakfast at a cemetery acompanyed by Jim Morrison from The Doors, it was suppossed to be the largest green area in Paris but compared to Assistent Kirkegården in Copenhagen it was nothing, not even grass was to be found, only lifeless trees and graveyard-stones. We never went up the Eiffel Tower but we went by it many times. We waited for the perfect weather that never came, guess we'll have to do it next time:)

My christmas present from Jakob was this wonderfull trip to Paris. Imagine my surprice, the best present ever!! So we went to romantic Paris, spend all day holding hands as lovers do, and enjoyed being just the two of us for four wonderfull days with no interruptions. We walked a lot, and there are stairways everywhere, mostly in the Metro...aching legs and feet every night:( You know the saying how french women stay in shape; eat small portions and run up stairs all day. I agree on the exercise but the portions in France are not small - at least not the places we ate. Maybe that only counts in the expensive and highclass restaurants? Anyways, you always have prejudices when you visit foreign places and Paris is no exception. Lousy at speaking english, or at least with a heavy accent that makes it impossible to understand what they are saying. We were very surpriced when we experienced that the museums of Louvre was in French only. Luckely Jakob is very good at reading French, so we managed a few translations, however it kinda ruined the whole exhibition when we couldn't understand what we were looking at:)

We met Laure for at few hours at a cafe. It was so good to see her again, she hadn't changed one bit. Still fast-talking, sweet, a little bit confused and in a good mood. Made me miss the days in Toronto, we always had a good time when we went out or just hanged out in the kitchen. Alas, those days are gone but it's so good that we can see eachother across Europe in stead. Me like:)

It was an awesome, relaxing and romantic vacation, and I can't wait untill next time me and Jakob needs a get-away:)

Monday, March 10, 2008

All my excuses...bad ones...

And I have plenty!!! Of course my excuses are regarding WHY I haven't published anything on my blog since October.

1) I waited for Kerstin to send me pictures from our reunion in Copenhagen. Still haven't seen the pictures, KERSTIN!!! So, sorry guys. I was looking forward to show you pictures from the little mermaid and other exciting exhibitions in Copenhagen - actually can't remember everything from that weekend, it's been a while... :)
2) Exams and preparing for exams engaged me most of December and January. School must come first at all times, at least that's what my Mom always tells me:)
3) Christmas!! Visiting family and friends, celebrating a week of vacation the old fashioned way (hangovers...), where one should be studying but just couldn't focus (or be bothered....sorry Mom!).
4) School starting again, everything is new and expensive (buying new books). A new semester, new promises to oneself - THIS time I will be serious, THIS time I will study! Well, we're halfway there, I've been more serious, studied a bit more. Hopefully I will catch up when Easter is over.

Well, I could go on and on with the bad excuses, when really what has been the biggest problem is my lazyness. I will try and do better, promise:)


Next time I will write I will have something really exciting to share with you. In 3 weeks from now me and Jakob are going to Paris. The trip is my christmaspresent from Jakob, and I am so looking forward to it. We are going to spend 3 whole days in Paris, 4 overnights. Have to cut school those days but on the other hand I will gain cultural wisdom, so it's all good:) I need to get a hold at Laure. She couldn't make it to Copnehagen, when we had our little reunion because of strike at the airport, so it would be really really nice to see her when we come to Paris.

Promise I will be back soon!!!

Saturday, October 06, 2007

To sum up...

I'm no longer an exchange student in Toronto, Canada, I'm no longer single - my lovely "friend" Jakob waited for me when I came home in December:D, still live in my small appartment in North Copenhagen, my lovely sister got married in May, I became a bachelor in business management and philosophy this summer and are now a graduate student, just got a new job so hopefully my economy will change in the nearest future, I've got a cold, and for the most exciting news at this moment: my unit-buddies from Toronto is visiting me 3 weeks from now!!!!!

I can't wait to see Laure, Fredrik, Fabian and Kerstin again. It's almost been a year since the last time I saw them. Actually, a year from now, we were proberbly planing a kitchenparty, buying all sorts of decorations in 1-Dollar store, and discussing where to get some music. The good life;)

Well like I wrote in the headline, this is just a short sum-up, I plan to be more dedicated to my writings in the future. Until next time...

Friday, March 16, 2007

Insh’Allah

Min kære søster er flyttet væk fra mig! Det gjorde hun godt nok i sommers, men det smerter mig stadig:( Så efter 8 måneders adskillelse tog min familie og jeg til Bahrain for at besøge hende i starten af marts. Det var skønt at komme fra et små koldt Danmark med et evigt skiftende vejr til en konstant varme over 25 grader og solskin fra en skyfri himmel. Sweet:)

Jeg rejste alene derned, mor og far var taget af sted nogle dage før mig og Mikkel ville komme nogle dage efter. Leah kom og hentede mig i lufthavnen, jeg fik hilst på min lille reservebaby (katten Mille) og derefter gik vi over til naboen, hvor de alle havde grillet hele aftenen. Skønt at kunne sidde udenfor på terrassen og drikke en kold tuborg og nyde lyden af……oprørte messende muslimer. Leah og Carsten bor i mellem 3 moskeer, og lige tilfældigvis de første dage jeg var i Bahrain demonstrerede de alle mod et tiltag kongen lige havde taget. Det var lidt svært at sove den nat, og det gjorde det heller ikke bedre at blive vækket lidt i fem næste morgen da der blev ”ringet ind” til gudstjeneste, heldigvis sov jeg trygt igennem de andre dage.

Mit besøg i Bahrain indebar et smut i ørkenen, hvilket var en stor skuffelse, der var jo ingen sand?? Og så så vi en masse DROMEDARER, for det var nemlig ikke kameler. Kameler har 2 pukler, de her havde kun én pukkel!!! Vi tog turen til ørkenen for at se ”Livets Træ”, kan ikke lige huske historien med det, men i tidernes morgen var træet en gang helligt (et stort frodigt træ midt i en ørken er ikke noget man ser hver dag!), og det blev vogtet af en vagt hver dag samt der var sat et hegn rundt om træet så folk ikke kunne beskadige det. I dag er vagten væk, hegnet er nu sat tæt omkring stammen så det nu er muligt for besøgende at male på træet og ødelægge de lavt hængende grene, så træet så faktisk ret dødt ud, det levede egentlig ikke rigtig op til sit navn.

En tur i en moske var selvfølgelig også et must, og jeg ved det ikke skulle have overrasket mig, men det blev jeg nu alligevel da mor, Leah og jeg blev vist ind i et rum ved indgangen for at blive iklædt en abaya (burka ~ tørklæde og kåbe), det føltes en smule komisk.
Specielt da vi så kom ud til Mikkel og far, som selvfølgelig fik lov til at komme ind i moskeen i deres almindelig tøj. Det var da altid noget at det var så koldt derinde, så varmede abayaen da lidt. Vi blev vist rundt af en tysk muslim, Abdullah Borek, som konverterede for en små 50 år siden fra sin katolske arv. Meget hyggelig fætter, og naiv som jeg nu engang er lappede jeg alt i mig hvad han fortalte. Syntes selv det lød meget logisk når han forklarede alle fejlene ved kristendommen og jødedommen:) Men uanset hvad var det interessant at høre hans forklaringer på de 72 jomfruer (findes ikke), martyrer, den sorte abaya næsten alle kvinder bærer i Bahrain (modefænomen) og hvorfor moskeer ikke har kirkeklokker (man diskuterede hvorvidt man skulle have en kirkeklokke, som man har i andre religiøse kirker, og mens diskussionen varede gik en gut op i tårnet på en moske og sang folket til messe – siden det virkede besluttede man at beholde denne form for klokker). Alt i alt fandt jeg det meget interessant, uanset hvor subjektivt hans fortællen har været:)

Men alle ferier har en ende, så efter en masse dejlige solrige dage med familien var det tid til at Mikkel og jeg skulle vende næsen hjemad. Dette viste sig at blive lidt af en oplevelse. Flyet lettede først kl. 2.20 om natten, så det et træt søskendepar der trådte ombord på flyet. Efter at have læst Mikkels blog har han slet ikke noget at brokke sig over, han havde to sæder helt for sig selv, oplagt mulighed for at kunne sove lidt. Endnu engang lykkedes det mig at sidde ved siden af en mand med ejerfornemmelser over armlænet og skal sprede benene mest muligt….mega belastende!! Så jeg fik heller ikke sovet særligt meget, syntes også flyet larmede meget mere end det plejer (?), men det blev vel til en 2 timer urolig søvn…suk! Dernæst var vi en halv time om at komme af flyet, vi sad simpelthen på landingsbanen og ventede en halv time. Vi skulle ankomme i Frankfurt kl. 6.35 og med det næste fly mod København kl. 7.50, allerede der begyndte jeg så småt at føle mig stresset. Vi kom endelig ind i terminalen lidt over 7, hvorefter politiet lige syntes de skulle tjekke alle passagernes pas inden man kunne få lov til at komme videre….stress!!! Og en smule nysgerrig, ledte de efter nogen speciel?? I rask trav videre mod tolden, som viste sig at være sindssyg lang og umådelig langsom, de arbejdende havde alt alt for god tid, hvilket fik mit temperament til at småsimre, det havde vi simpelthen ikke tid til! Og det gjorde det ikke bedre at vores gate lå flere kilometer væk, sådan føltes det i hvert fald, thank god for rullende fortorv, så gik det da lidt hurtigere (og jeg slap for at løbe hele vejen, hader at løbe!!) Ikke desto mindre var jeg nød til at løbe de sidste få meter, og det lykkedes mig og Mikkel at komme ombord på flyet 9 minutter før flyet skulle lette. Masser af tid, piiiuuuuuvv!! Og så skulle man tro det værste var overstået, men nej. Jeg syntes selv jeg er meget forstående og tålmodig når jeg møder en elev i en forretning eller lign. Men det er altså anderledes når det er mit liv der står på spild. Allerede da vi lettede syntes jeg flyet svingede lidt fra side til side, men slog det hen med at det nok bare blæste. Da vi nåede København og landingshjulene skulle ned blev jeg en smule nervøs, det lød meget voldsomt, nærmest som om de sad fast eller noget. Og igen begyndte flyet at svaje… Jeg faldt en smule i staver da jeg kunne mærke flyet gå ned, ventede bare på at få det overstået, da der lød et ordentligt brag og hele flyet rystede, lige et split sekund tænkte jeg ”vi falder ned!!” og ”det er nu jeg skal gå i panik!”, mit hjerte fløj op i halsen på mig, da jeg kigger ud og ser vi kører på landingsbanen. Puuhhaaaa, det var tæt på! Jeg vendte mig om og kiggede efter Mikkel, og kunne tydeligt se han også syntes det var en lige lovlig hård landing. Det gjorde det heller ikke bedre at stewardessen med rystede stemme sagde ”Hjertelig velkommen til København!”, hvorefter hele flyet begyndte at grine. Mikkel fortalte mig senere at ham fyren der sad ved siden af ham havde lige gjort korsets tegn da flyet satte i gang i Frankfurt, det gjorde han rigtigt i. Carsten fortalte mig i Bahrain at bahrainee piloter siger altid når de oplyser deres passagerer om noget ”insh’Allah” efter en sætning – om Gud vil, lige i dette tilfælde havde det måske noget på sig…. :)
Men vi overlevede, vi var tilbage i København og så var der kun bagagen at vente på…den kom til sidst…

Monday, December 11, 2006

Eksamener er så træls!

Nej hvor er det dog kedeligt at læse til eksamen, det var dog helt utroligt! Der er så mange andre ting jeg hellere kunne tænke mig at lave, såsom gå i byen, holde fester (alt der indebærer alkohol!!), shoppe, sove, gå i biografen, gå på restaurent, fejre Fabians fødselsdag idag... åh listen er så uendelig lang. Men nej, Karina har tre eksamener hun skal forberede sig til, en mandag (tidligere idag), en imorgen tirsdag og så har jeg den sidste på onsdag.

Så jeg havde sidste skoledag i torsdag d. 31. november, men den uge havde jeg haft en masse store afleveringer, OG jeg har været syg, så jeg syntes kun det var fair at jeg lige slappede af hele weekenden. Så fredag d. 1 december holdt vi fest med gløgg og danske småkager. 2. december fejrede vi Hanae's fødselsdag og gik ud spiste og brugte alt for mange penge på vin og drinks(Chestnut gruppen). Søndag, mandag og tirsdag gik på at jeg prøvede at læse, men endte med at snakke med Kerstin, se film eller skrive mails. Torsdag i sidste uge opgav jeg fuldstændig og fik ikke hevet en bog frem før søndag aften, igår. Utroligt som dagene går så utroligt hurtigt.

Lørdag d. 9. december tilbragte jeg sammen med Chestnut, vi havde "leget" Secret Santa, og denne dag var det tid til at afsløre hinanden. Så Tricia og jeg havde tidligere på dagen været ude og købe chips, hvidvin, slik og andet godt, og så skulle vi alle mødes om aftenen. I mellem tiden var Tricia dog blevet ret syg, så der var ikke vildt gang i den, men vi fik dog hver især vores gaver, og det var rigtig hyggeligt. Jeg var Secret Santa for Gubby, og fik købt ham en t-shirt og så fik han mine aflagte uldsokker... Det kræver en forklaring..
Gubby og Robbie havde været ude og spille ishockey, vel at mærke havde ingen af dem prøvet at stå på skøjter før. Jeg er så ked af jeg ikke havde tid til at se dem spille. Anyways, Robbie og Gubby havde indgået et væddemål, den første der fik scoret et mål resulterede i at den anden skulle løbe over isen splitter fornøjet. Hvad Gubby ikke vidste var at resten af holdet godt kendte til dette væddemål og hjalp derfor Robbie med at score målet.. Hvad andet kan jeg sige end at jeg er så taknemlig for at Natalie filmede det hele for mig; http://www.youtube.com/watch?v=BRoMkM9xoTg
Så formålet med de varme uldsokker var, og det forklarede jeg ham, at hvis han en anden gang besluttede sig for at lave nøgne eskapader, så kunne han i det mindste holde "Curious George" (kælenavn!) varm. Sokkerne blev vel modtaget:)
Natalie var Secret Santa for mig, og jeg fik et billede fra Julemands optoget af mig, Nat, Hanae, Tricia og Oliver og en Canada souvenir til at holde billedet, 12 armbånd og et shotsglas med en figur af et egern på. Meget sød tanke syntes jeg nok!

Chestnut befinder sig lige ved siden af Toronto Rådhus, hvor man her i julemåneden har opstillet juletræ, et lysshow, en skøjtebane og en mellemstor scene, hvor de adskillelige bands underholder hver lørdag. Klokken 21.00 hver lørdag er der fyrværkeri på rådhuset, så det skulle vi selvfølgelig lige op og se, det kunne man jo lige så godt. Jeg tør næsten ikke sige det, det var altså en smule bedre end det Tivoli kan præstere... Da vi kom derop var Divine Brown endnu ikke holdt op med at spille, et band der hyldede Marvin Gaye, Aretha Franklin, Ray Charles og mange flere solu brothers and sisters, fik endda lige hørt Arethas "Respect", uuhhmmm - den er bare så god!
Men det mærkeligste ved denne aften var da vi gik tilbage igen til hotellet, efter fyrværkeriet spillede de op for disko dasko til glæde for de mennesker der stod på skøjter. De spillede Whighfield "Saturday Night, babe I like the way you move, pretty baby nananananananana"! Og jeg blev nærmest helt opstemt og glemte hvor dårlg den sang egentlig er, og var ved at udbryde stolt "It's a Danish Song!!" Men jeg nåede at beherske mig og komme til fornuft:)

Nu er det blevet tirsdag, igår havde jeg en eksamen (det gik nogenlunde), og resten af dagen havde jeg travlt med at forberede Fabians Surprice fødselsdag. Og han blev overrasket! Laure havde bagt kage til ham, vi havde købt ind til at vi kunne lave Strawberry Daquiries (noget han altid snakker om), og i fællesskab havde vi (dem han snakker mest med - vennerne) lavet en billedmappe til ham, med personlige hilsner og billeder fra hele vores ophold her i Toronto Han blev super glad for gaven! Og Kerstin og jeg var meget tæt på at beholde den for os selv, perfekt minde for denne dejlige tid vi har haft sammen.
Idag havde jeg endnu en eksamen, som jeg stort set ikke har forberedt mig til, den er jeg meget spændt på hvordan er gået. Jeg har været mest nervøs for den eksamen jeg havde igår, men jeg tror at den igår gik bedre end idag...
Imorgen har jeg min sidste eksamen, men den er først klokken 3, så jeg har jo næsten hele dagen imorgen til at forberede mig;) Og så er det ellers så småt på tide at jeg får akket min ting og vendt snuden tilbage til Danmark. Kan slet ikke overskue alle de "i-sidste-øjeblik" ting jeg skal have gjort mig!
Men det går vel nok. Jeg er for træt til at sætte billeder ind nu, men jeg lover at jeg nok skal gøre det imorgen!!

Wednesday, December 06, 2006

Lurerne


Lige hurtig dokumentation på at jeg er syg – Fabian syntes lige han skulle have et billede…

Og så ville det da være en skam hvis jeg ikke kunne dele min sneoplevelse med jer. Fabian minder om min far på mange måder, ét er der at sige; han er meget omhyggelig når det gælder hans kamera og diverse udstyr til det! Når vi skal på ”udflugt” har han gerne en hel sportstaske med, med diverse linser og stativer og jeg skal kommer efter dig. Kommer sådan til at tænke på da vi var på ferie i de gode gamle dage FØR digital kameraet, kan næsten se den taske for mig som far altid slæbte rundt på. Anyways, Fabian fik taget nogle gode billeder.
Vi fik hurtigt slukket lyset i køkkenet og sat stativet op og fundet den store linse frem, hvilket kun fik hele situationen til at virke endnu mere lurer-agtigt. Fabian fik også oplyst os om at fyren over på den anden side lige havde taget bukserne af, men da Kerstin og jeg endelig kom til var han væk igen…

Da ”øjeblikket” var overstået, sneforelskelsen så småt havde forduftet, var det tilbage til virkeligheden og Kerstins jernhårde greb idet hun ihærdigt forsøger at få mig til at læse til eksamen. Dette var i går 4. december.

Sneflokke kommer vrimlende

Julestemningen er er for alvor kommet til den lille unit på Neill-Wycik. Allerede ugerne op til 1. december begyndte de 5 nationaliteter så småt at sammenligne juletraditioner. Som forventet er der ikke den store forskel på hvordan man forbereder sig til Juleaften i henholdsvis Østrig, Tyskland, Frankrig, Sverige og Danmark. (hehe, Kerstin forsøger at følge med over skulderen, hun aner ikke hvad det betyder, men er så småt ved at få en fantastisk dansk udtale:))

Min dør:)
Okay, så i Danmark, Sverige, Østrig og Tyskland har vi alle Advent, og jeg mener at vi alle, Frankrig inklusiv, har kalender lys, dog på lidt forskellige måder. Og chokolade kalenderen er vist uundgåelig! I Tyskland og Østrig fejrer de Sankt Nikolaus Dag d. 6. December, det går ud på at Sankt Nikolau giver gaver til de søde børn hvorimod Krampus deler ud af prygl med en kæp til de slemme børn. Sankt Nikolau ligner stort set Julemanden men bære derudover også en bispehue, Krampus bærer en uhyggelig maske som skræmmer alle fra vid og sans – effektivt til at få de små møgunger til at opføre sig ordentligt:). Så er der jo Sankta Lucia som vi hylder i Sverige og Danmark d. 13. December med et lille Lucia optog. Må ærlig indrømme jeg anede ikke hvem hun var før jeg slog det op, http://www.historie-online.dk/special/lucia/hvad.htm. En stakkels ung siciliansk pige, der blev spået at hun ville blive martyr. Med denne skæbne på sig gav hun alle sine ejendele til de fattige hvilket pissede hendes forlovede i den grad af hvorefter han overgav hende til myndighederne, som besluttede at anbringe hende på et bordel. Men da hun stod ”så tungt og fast som en klippe, og end ikke adskillige okser og mænd kunne rokke hende af stedet” forsøgte man først at brænde hende, da det slog fejl jog man et sværd gennem hendes hals hvorefter hun endelig døde.
Har ikke rigtig fået snakket med Laure om hvilke traditioner de har i Frankrig. Ja, så vi prøver så vidt det er muligt at gøre det hyggeligt for alle folkefærd. Vi var også alle enige om at vi ville pynte op med gran over det hele, men det er simpelthen så dyrt herovre…så det må vi desværre undvære – så må jeg jo bare tage revange når jeg kommer hjem;)

Dagen før 1. december havde vi, Fabian, Laure, Kerstin og jeg besluttet os for at pynte op til jul – Fredrik er ikke så meget hjemme så det var lidt svært at inkludere ham. Så vi (tøserne!!!) havde været et smut i Dollarama – alt koster en dollar, for at købe typisk amerikansk julepynt. Vi snakker lyskæder, julestrømper, snemænd, glitrende guirlander, kæmpe plastik julemænd til at hænge på dørene, røde julesløjfer osv., vi fandt sågar en pakkekalender!! Så vores køkken ser i dag både hyggelig OG forfærdelig ud…men de lyskæder gør det jo altid hyggeligt på en eller anden måde:) Så den originale plan var at Fabian og jeg ville lave flæskesteg med alt hvad der nu hører til, men det eneste vi rigtig fik købt var kartofler…alle havde travlt og egentlig ingen energi til at forberede sådan et måltid. Så i stedet blev det til kogte kartofler, oven stegte hvidløgsmarinerede kartofler, bøf, bløde løg og bearnaise sovs!!! Fabians mor havde sendt ham en lille julepakke til vores andres fornøjelse :D (Hvorefter Kerstin og jeg opdagede idag d. 5. december, at man godt kan købe bearnaise herovre)

Det mest vidunderlige ved denne torsdag aften var, at Fabian lavede mad til os alle (!) mens os tre tøser rendte rundt og hyggede os med at hænge julepynt op mens vi lyttede til julemusik og drak rødvin. Det var den mest perfekte aften jeg længe har haft, det var bare så dejligt afslappende!! Og maden smagte godt, bearnaisen var en smule brændt på, men det var udelukkende grydens skyld;) Må sige det der med at mænd ikke kan multitaske har Fabian modbevist en smule, han fik både lavet mad OG vasket tøj på samme tid. Det kneb lidt med at tage opvasken løbende, og han deltog ikke så livligt i samtalen, men han klarede det godt, med lidt øvelse skal han nok blive en strålende housewife:) Resten af aftenen sad vi bare alle fire og hyggede, drak rødvin, spiste juleslik og bare slappede af. Billedet er fra venstre Kerstin, Laure og Fabian.

Fredag 1. december havde Fabian bil pga. et mislykket forsøg på at komme til Algonquin Park – islag, så de besluttede at køre tilbage igen, hvilket jo kun var til vores fordel;) Kerstin, Fabian og jeg cruisede rundt i Toronto, vi ville finde den danske bager, for mit vedkommende, i håb om at kunne købe klejner. Og vi fandt den og hvilken skuffelse! Det eneste danske de havde var ”Den Gamle Fabrik”, rødbeder, (tysk importeret) Haribo – stort chok!!! Haribo er ikke dansk!! Odense marcipan, karry sild (bvaadddrrrg) og meget andet godt, men det var sindssyg dyrt. Men de havde kalenderlys!! Lige hvad vi manglede i vores lille køkken:) Men ingen klejner:( Ævbæv, så tror jeg godt mor ved hvad jeg ser frem til når jeg kommer hjem om ikke så længe..... Søde søde kære mor, i love you:D

Karina, hun har været lidt syg her på det sidste, begyndende bihulebetændelse, det gør avav i mit hoved!! Og den fredag begyndte det at gå den vej igen, så at holde fest var ikke lige hvad jeg havde lyst til, men nu havde vi jo snakket om det så længe, vi havde pyntet op over det hele, OG MIG OG KERSTIN SKULLE LAVE GLØGG!!!! Så jeg lagde mig en halv times tid, hvilket virkelig gjorde underværker, dernæst fik jeg gjort mig i stand, Kerstin og jeg måtte gøre køkkenet lidt præsentabelt (mens de andre lavede… ja hvad lavede de egentlig? Typisk), satte Fredrik i gang med at lave gløgg, hvorefter Kerstin og jeg overtog. Uuhhmmmm, har ikke altid været den store gløgg drikker, men den her smagte virkelig godt. Og både mig og Fredrik fik det meget bedre efter et par glas, ret enige i at det er sundt for én at drikke varm rødvin med vodka (i mangel af rum) når man er fornølet.


Og så lykkedes det os endelig at få taget et gruppebillede. Fra venstre Fredrik, Karina, Laure, Kerstin og Fabian.

Og mens jeg har skrevet det her falder sneen udenfor. Alt er hvidt og det hele ser så fredligt og dejligt ud, man har helt lyst til at gå udenfor, strække armene ud til siden, bøje hovedet bagover og bare nyde sneen falde...men igen, der er vel en grund til at jeg er syg;) Næste dag var sneen væk, øvbøv:(

Wednesday, November 29, 2006

Jeg er for god af mig!

Byrden af at være mig er til tider hård, der er ikke andet for end at lære at leve med det, suk!
Da vi besøgte en af mine fars mange mange familie medlemmer kom jeg til at være lidt for hjælpsom idet jeg sagde ja tak til at underholde min fars kusines mands gamle skolekammerats søn – ja man skal holde tungen lige i mundenJ . Lyn og hendes franske mand Poul skulle have sig en lille fransk feriegæst en månedstid her i Toronto. Rudolf, som gæsten hedder, vil meget gerne forbedre sit engelsk. Så Poul spurgte om han ikke kunne få mit nummer og så kunne Rudolf jo ringe til mig hvis han kedede sig. Ikke lige hvad jeg havde forventet at blive bedt om, og man er jo blevet opdraget ordentligt hjemmefra, ja jeg kunne altså ikke få mig selv til at sige at det havde jeg ikke lyst til. Og så regnede jeg nu heller ikke med at Rudolf ville ringe, det ville jeg i hvert fald ikke gøre, sådan bare ringe til en fremmed bare uden videre – en ting er at rejse til et fremmed land helt alene og bo sammen med mærkelige mennesker, men bare sådan uden videre at ringe til dem, der trækker jeg altså grænsen;)

Der gik hverken bedre til end at Rudolf ringede til mig torsdag aften og spurgte hvad jeg lavede og hvor jeg var henne og om jeg havde tid til at mødes. Jeg er ikke helt klar over hvad Poul og Lyn har fortalt ham, men den meget direkte måde han var på virker nærmest som om jeg bare har ventet på at få en chance til at vise ham rundt. Som jeg ikke har andet at lave. Igen en smule overrasket, specielt over denne meget direkte facon, sprang det ud af mig at jeg skulle i byen med nogle venner fradag aften og han var da mere end velkommen. Siden vi ikke havde aftalt noget specielt endnu blev jeg nød til at ringe til ham i løbet af næste dag og aftale videre. Jeg nåede dårligt nok at lægge telefonen fra mig før jeg havde fortrudt at inviterer ham. Iiihhh, havde bare lyst til at hænge ud med mine venner og slappe af, og så skulle jeg til at babysitte en vild fremmed. DØD IRRITERENDE! Og Laure, min roommate, hun skreg af grin – havde ellers en skummel bagtanke om at smide ham af på hende og hendes french girls, men det virker ikke til at de er videre interesseret. Jeg afprøvede diverse undskyldninger og Laure og jeg blev enige om at ”Jeg skal desværre ikke ud alligevel, fordi jeg har for mange lektier og afleveringer” ville være den mest acceptable undskyldning. Det værste var bare den dårlige samvittighed, jeg kunne næsten se far foran mig, sidde i stolen med armene over kors, ryste på hovedet mens han siger ”den har du selv rodet dig ud i, en aftale er en aftale…jadajadajada” osv. Ikke engang så langt væk kan man slippe fra de gamle!!! Efter at have snakket lidt med Signe om det, en anden dansker, fik hun mig overbevist om at det nok ikke var så slemt at mødes med ham i en flok, for så var jeg ikke tvunget til at underholde ham hele aftenen. Og det var jo egentlig det der var problemet, jeg ville bare have en god aften, slappe af uden at skulle være ”for aktiv”. Men som Melanié sagde, det kunne jo være ”the love of my life”, så der var jo ingen grund til ikke lige at mødes med stodderenJ

Men jeg har faktisk mange ting at se til i øjeblikket, lektier, eksamener, præsentationer for ikke at tale om mit sociale liv, så jeg har faktisk ikke rigtig tid til at se ham, syntes jeg selv. Jeg havde helt glemt at jeg skulle ud og spise med Tricia og de andre fra Chestnut fredag aften, men jeg ville også gerne i byen med mine roomies, og oven i det havde jeg lavet en aftale med en komplet fremmed. Så det blev til en masse ”laven lektier” hele dagen, styrte over til Tricia for at gøre mig klar til at spise i middag, mødes med Rudolf efter middagen, og til sidst mødes med mine roomies og tage i byen. Og alt skulle selvfølgelig gå galt. Jeg havde ikke noget pænt tøj (der var en streng dresscode på den club vi skulle på), så i sidste øjeblik måtte jeg låne mig frem, jeg kunnne ikke ringe til Rudolf fordi han har et international mobil nummer – så jeg blev nød til at vente på at han ringede til mig, hvilket resulterede i at jeg måtte stå ude i kulden og blive syg, snøft host – og de mai tais jeg fik i restauranten gjorde mig så venlig, at jeg inviterede Rudolf med i byen næste dag.. Jeg kunne havde sparket mig selv!
Anyways, flink ung mand, vi fik snakket meget godt sammen, som det nu er muligt på et diskotek, men siden han ikke kender nogen – ikke engang mig - er det meget nemt at føle sig udenfor, hvilket jeg er ret sikker på han gjorde. Og det resulterede jo ganske rigtigt i at jeg følte mig forpligtet til at underholde ham – det jeg absolut ikke havde lyst til!! Det var så akavet!
Næste dag skulle Juletræet tændes på Rådhuspladsen og det var det jeg havde inviteret Rudolf med til (samt ”Den Første Officielle Christmas Party” vi holder d. 1. december – det håber jeg han har glemt alt om!!) samtidig med at et fabelagtigt lysshow skulle lyse på det gamle rådhus, som ligger lige over for det nye. Det var også flot, er stadig meget i tvivl om hvordan de lavede det, men jeg har lige indtil jeg rejser hjem til at finde ud af det i, de viser det 4-5 gange om dagen. Igen stod Rudolf meget alene, det var svært for ham ikke at føle sig udenfor, hvilket fik mig til at få det dårligt igen, hvilket gør mig mere irriteret over at jeg sagde ja til at give ham mit nummer. Vi havde mere eller mindre alle sammen aftalt at tage i byen efter lysshowet, men kulden og trætheden tog over os, og i stedet ville vi hellere bare hjem og se film og spise popcorn, hvilket fik mig til at undskylde en milliard gange over for Rudolf, fordi jeg følte, han følte, han havde spildt sin tid. Her havde jeg lovet ham at vi skulle i byen og have det sjovt og så ville alle hellere hjem og stene film.

Det er meget svært at forklare uden at virke forkælet eller som den ondeste so, men det er jeg altså ikke – har bare endelig lært at man ikke skal springe og hoppe for at gøre andre glade og tilfredse, man bliver også nogle gange nød til at tænke på sig selv. Og alt hvad jeg har gjort de sidste 3 måneder er at være sammen med fremmede og prøvet på at få det hele til at fungere. Endelig er det ikke så fremmed mere, man kan slappe af med de mennesker man har det godt med og det hele er ikke så anstrengende mere. Og pludselig skal man ”tvinges” til at starte forfra? I don’t think so! Derudover har jeg i øjeblikket meget at tænke på mht. eksamener, købe gaver til de kære (hvem de så end er) og lige få afleveret de sidste opgaver her på falderebet. Så hvorfor skulle jeg tilbringe de få timer, jeg kan tillade mig til at bruge på andet end skolen, på nogle jeg ikke kender, når jeg hellere vil tilbringe de sidste dage med dem, jeg har lært at holde af og som jeg kommer til at savne?

Hvis der er nogle der er i tvivl, så prøver jeg at overbevise mig selv om, at det er okay jeg kotter kontakten med denne franskmand, at det ikke gør mig til et forfærdeligt menneske. Syntes bare ikke selv mine undskyldninger er gode nok. ”Heldigvis” kan jeg ikke kontakte ham pga. hans internationale mobil – så HVIS han ringer kan jeg jo bare lade være med at tage telefonen…..Nej, det ville jeg aldrig kunne finde på! På den anden siden, han bor i Caribien, så måske er det meget fornuftigt at holde kontakten ved lige med ham, i tilfælde man havde lyst til at gøre gengæld en gang i fremtiden;)