Thanksgiving i Alder’s Cottages

Efter næsten udelukkende kun at se skyskrabere, det hurtige liv og rådne bilister kunne denne weekend, 7-9 oktober, ikke blive andet end perfekt. Jeg og 11 andre havde nemlig planlagt at tilbringe Thanksgiving weekend i nogle hytter ude i skoven. En masse af dem jeg snakker mest med her på Neill–Wycik skulle til New York, men siden jeg allerede har været der og syntes det var mange penge at skulle betale for en weekend, besluttede jeg mig for at joine Bex og Tricia og deres venner ude i naturen. Fordi jeg har overnattet så mange gange på The Chestnut, der hvor Bex og Tricia bor, kender jeg selvfølgelig dem alle sammen. For god ordens skyld vil jeg lige remse dem op; Tricia, Bex, Hani, Natalie, Carole, Michael (Bex’ kæreste), Michael (Gubbi), Robbie, Oliver, Ori og Ryan. Jeg havde inviteret Ryan, som kommer fra New Zealand, med dagen før vi tog af sted, fordi jeg syntes det var synd for ham, at han skulle være alene hjemme hele weekenden. Det viste sig dog ikke at være helt sandt, men han ville helt vildt gerne med, så det kom han.
Ifølge planen skulle vi køre lørdag morgen kl. 9.00, men da vi erfarede næste morgen at morgenmad først startede kl. 8.30 på Chestnut, flyttede vi afgangen en halv time. Så vi kom af sted kvart over 10 (?). Der var delte meninger om hvor lang tid det egentlig ville tage os at køre derud. Ori, som kommer fra Canada havde bildt mig ind, tror jeg nok, at det ville tage os en times tid. Men at komme til Algonquin Park som ligger i nærheden af den park, som vi skulle være i, tager ca. 3 timer, så det passer vel fint at det næsten tog os 6 timer at komme frem til vores destination!! Ej der er selvfølgelig en forklaring til hvorfor det tog os så lang tid. For det første kører Ori som én i helvede, og tog ikke særlig meget hensyn til at Tricia, som kørte i den anden bil, ikke kender færdselsreglerne i Canada og heller ikke er vant til at køre på så store veje. Dernæst kommer Tricia jo altså så fra Skotland, så der var selvfølgelig også lidt problemer med at køre i den rigtige side af vejen. Det gik strålende for hende, men der var da nogle gange man virkelig kunne mærke man levedeJ Nu er der sikkert nogle der tænker ”Jamen Karina, hvorfor kørte du så ikke bilen i stedet for?” Af os 12 mennesker var vi kun 2 der plejer at køre i højre side af vejen, Ori og jeg. Men de som kender mig godt, ved jo at jeg til tider har lidt svært ved at kende forskel på koblingen og speederen, og siden mit kendskab til automatgear heller ikke er i top satte jeg pris på at Tricia var villig. Det skal dog siges, at skulle alt gå galt ville jeg selvfølgelig have trådt til, og det ved Tricia også godt, men hun klarede det fremragende. Imens kunne Bex og jeg sidde på bagsædet og skråle med på Queen og Backstreet Boys, Oliver styrede musikken med hård hånd, men det var sjovt.

Da vi endelig kom frem, og jeg lyver ikke, var der fuldstændig stille da vi steg ud af bilerne. Ikke en gang fuglene kunne man høre, man kunne have hørt en nål falde til jorden, så stille var der! Det var fantastisk, den hytte jeg boede i havde udsigt ud til søen, når man sad ude på terrassen.
Lørdag var Bex’ 21 års fødselsdag og var faktisk årsagen til, at denne tur var blevet arrangeret, så vi nåede dårligt nok ud af bilen før man kunne høre kapslerne fra øllene falde til jorden – den lange tur havde gjort os alle meget tørstige;)
Næste dag var stille og rolig. Vejret var strålende, udsigten var perfekt og selskabet var dejligt. Tror nok det her har været det bedste initiativ nogensinde siden jeg kom til Toronto. Vi var alle sammen SÅ glade for at slippe væk fra storbyens jag – det viser sig vi alle sammen mere eller mindre kommer fra landet (ja, selvom jeg bor i København, er jeg nu stadig opvokset ude på landet hvor kragerne vender) så det var skønt at være ude i naturen igen. Og den canadiske natur er ganske speciel, desværre nåede vi ikke at se den når den er flottest, der går nok nogle uger endnu. Træerne skifter farve hen på efteråret i de mest fantastiske farver. Knald rød, orange og gul, mener nok de kalder det Indian Summer. Indtil videre var træerne kun gule og orange, stadig nogle grønne ind imellem. Jeg må tage op til fætter Jørgen om et par uger og se det, han bor nemlig inde i en skov, og har en fantastisk udsigt ud over den.


Vi fik lov til at låne en robåd ganske gratis, så den kom ud på skift i løbet af dagen. Ryan, Hany, Tricia og jeg kom sågar også ud på en lille midnats roning søndag aften, det var superfedt. Total stjerne spækket himmel, det havde været fuldmåne aftenen i forvejen, så månen var også flot.
Ja, og ellers hyggede vi bare om bålet lørdag og søndag, spiste brændte skumfiduser, drak en masse øl og slappede af. Søndag aften ”fejrede” vi Thanksgivng, dog med en kæmpe kylling i stedet for kalkun, og vi da os alle sammen sagt vores ”thanks”, men nu jeg tænker over det så glemte vi da at sige vores bordbøn. UpsiJ

Summa summarum, dette var alle tiders tur, og jeg vil med glæde gøre det igen!