Vi havde nok ikke regnet med, det gik som det gik. Da de første meldinger kom ud i slutningen af januar, at Bahrainerne ville gøre som i Tunesien og Egypten og forsøge at vælte regeringen, trak vi nok mest på skulderen og tænkte, at det blev der ikke meget ud af.

De første demonstrationer den 13. og 14 gik jo også stille og roligt, hvis ikke politiet var "kommet til" at slå en demonstrant ihjel, var det måske gået i sig selv i løbet af et par dage. Nu sidder vi her en uge efter, 6 dræbte og utallige sårede. Verdens øjne er rettet mod Bahrain. Danskerne, der slet ikke kendte til Bahrain for en uge har fået sat det på deres mentale verdenskort. Det faktum, at dronningen uddelte en orden til kongen er på forsiden af de danske aviser. Det var det ikke, da hun gav den til ham for 14 dage siden.

Perlepladsen er på alle journalisters læber. Det er nok de færreste af dem, der forstår, at det ikke er en plads men en rundkørsel, der normalt ikke er folk på - lige bortset fra en gartner i ny og næ eller et par uheldige bilister.

Jeg kørste forbi for et par timer siden. Tusinder var samlet under perlemonumentet. Det lignede en byfest, der var telte alle vegne, flag og glade mennesker gik ned mod pladsen med deres børn. På flyoveren forbi pladsen stod der en stor gruppe drenge, der smilte og vinkede til de forbipasserende, der alle (mig selv inklusive) hang ud af vinduerne for at få et glimt af hvad der foregik. Trafficpolice vinkede os tålmodigt videre for at holde trafikken kørende. Nede i rundkørslen så den ud til at være gået helt i stå, så jeg er glad for, at jeg styrede min nysgerrighed og ikke kørte den vej igennem.

Hvad de næste dage bringer, er ikke til at sige. Vi må håbe forhandlingerne kan føre til resultater, der forhindrer en gentagelse af dramaet natten til den 17. februar.

Det har været en spændende tid for det lille dansker sanfund i Bahrain. Først fik vi besøg af Prinsesse Benedikte, der var taget til Mellemøsten for at fremme pigespejder-arbejdet.

Dernæst vejrede Dannebrog over alle vigtige pladser og langs alle hovedveje for at fejre Hendes Majestæts besøg til Bahrain. Det var så heldigt planlagt, at det faldt oveni min fødselsdag, så for første gang i mit liv var min fødselsdag officiel Flagdag.

Så endnu engang måtte vi i stadstøjet og hilse pænt på.

Hvem bliver mon den næste, vi skal hilse på?