Vi havde nok ikke regnet med, det gik som det gik. Da de første meldinger kom ud i slutningen af januar, at Bahrainerne ville gøre som i Tunesien og Egypten og forsøge at vælte regeringen, trak vi nok mest på skulderen og tænkte, at det blev der ikke meget ud af.

De første demonstrationer den 13. og 14 gik jo også stille og roligt, hvis ikke politiet var "kommet til" at slå en demonstrant ihjel, var det måske gået i sig selv i løbet af et par dage. Nu sidder vi her en uge efter, 6 dræbte og utallige sårede. Verdens øjne er rettet mod Bahrain. Danskerne, der slet ikke kendte til Bahrain for en uge har fået sat det på deres mentale verdenskort. Det faktum, at dronningen uddelte en orden til kongen er på forsiden af de danske aviser. Det var det ikke, da hun gav den til ham for 14 dage siden.

Perlepladsen er på alle journalisters læber. Det er nok de færreste af dem, der forstår, at det ikke er en plads men en rundkørsel, der normalt ikke er folk på - lige bortset fra en gartner i ny og næ eller et par uheldige bilister.

Jeg kørste forbi for et par timer siden. Tusinder var samlet under perlemonumentet. Det lignede en byfest, der var telte alle vegne, flag og glade mennesker gik ned mod pladsen med deres børn. På flyoveren forbi pladsen stod der en stor gruppe drenge, der smilte og vinkede til de forbipasserende, der alle (mig selv inklusive) hang ud af vinduerne for at få et glimt af hvad der foregik. Trafficpolice vinkede os tålmodigt videre for at holde trafikken kørende. Nede i rundkørslen så den ud til at være gået helt i stå, så jeg er glad for, at jeg styrede min nysgerrighed og ikke kørte den vej igennem.

Hvad de næste dage bringer, er ikke til at sige. Vi må håbe forhandlingerne kan føre til resultater, der forhindrer en gentagelse af dramaet natten til den 17. februar.

Det har været en spændende tid for det lille dansker sanfund i Bahrain. Først fik vi besøg af Prinsesse Benedikte, der var taget til Mellemøsten for at fremme pigespejder-arbejdet.

Dernæst vejrede Dannebrog over alle vigtige pladser og langs alle hovedveje for at fejre Hendes Majestæts besøg til Bahrain. Det var så heldigt planlagt, at det faldt oveni min fødselsdag, så for første gang i mit liv var min fødselsdag officiel Flagdag.

Så endnu engang måtte vi i stadstøjet og hilse pænt på.

Hvem bliver mon den næste, vi skal hilse på?

Gode intentioner findes der mange af, jeg har en del. Jeg mangler dog i gennemsnit mindst 2 timer hver dag, saa de fleste af mine gode intentioner bliver ikke rigtig til noget. Tilgengaeld har jeg masser af gode undskyldninger og dem bruger jeg mange gange i loebet af dagen.

De fleste undskyldninger involverer et "Caroline". Den lille er nu blevet ualmindeligt mobil. Det er ikke laengere sjovt at sidde paa gulvet og lege, saa vi sidder paa spring hele tiden for at undgaa, at hun vaelter ting ned paa gulvet, hiver Mille i halen, river bladene af potteplanterne, spiser Milles kattemad, putter mobiltelefonen i munden eller lave udenrigsopkald til Kina. Efter en dag paa arbejde og en eftermiddag med Caroline ender jeg ofte i seng klokken 21.00.

Apropos arbejde saa lykkedes det mig, at faa firmaet registreret til at producere maskiner. Da fyren bag skranken sagde jeg kunne hente vores registringsbevis ved skranke 5 stirrede jeg paa ham i vantro. Tilmed spurgte jeg ham, om han tog pis paa mig (dog noget paenere formuleret). Og ganske rigtigt ved skranke 5 betalte jeg 45 dinar og han printede straks vores bevis. Det tog saa kun 3 og en halv maaned, men det lykkedes.

Men ferien naermer sig - selvom min chef siger, jeg ikke har tid til at holde ferie. Det er ogsaa ferietid i Bahrain. Den 16 og 17 har vi henholdsvis nationaldag og tronbestigelsesdag. Disse datoer falder oveni Ashoora, der er den dag shiamuslimerne mindes Imam Hussains martyrium, men dagen er nok mest kendt for, at de slaar sig selv til blods. Saa shiaernes vigtige religioese helligdage paa samme tid som herredoemmets vigtige selvforherligelses dage, det bliver fantastisk. Jeg er glad for, at vi ikke er i Bahrain paa torsdag. Det bliver en lang og ikke mindst blodig weekend paa mere end en facon.

Vi skulle gerne befinde os i juleland med sne og is for foerste gang i rigtig mange aar. Rigtig god Jul. 

Min absolut ynglings Asterix sekvens er den, hvor han i Rom skal skaffe en formular på et offentligt kontor. Han sendes fra kontor til kontor, fra skranke til skranke uden at opnå noget som helst. Asterix er dog snedig og slår systemet i deres eget spil, men jeg mangler endnu at finde ud af hvordan jeg slår systemet.

Som led i mit nye job, har jeg ansvaret for firmaets registrering som 'manufacturer'. Pt. er firmaet blot et konsulent firma, der må sælge løsninger. Nu skal vi til at lave maskiner, vi kan sælge gennem vores løsninger (jeg ved det, men systemet er nu engang sådan) Det betyder jeg nu i 2 måneder er løbet fra kontor til kontor, fra skranke til skranke og er sådan set ikke kommet videre. Hver gang mangler jeg en formular, et stempel, en underskrift eller at betale BD 10/-. For en uge siden, var vi så tæt på at blive færdige, men så skulle vi oprette en elektricitets konto. Jeg kørte derfor på kommunen. Det var let not at oprette kontoen, men fyren bag skranken havde for travlt med at læse avis på nettet, så først da jeg mødte op uden en aftale og bankede i bordet, tog han papirerne frem og oprettede kontoen på 10 minutter.

Så skulle jeg videre til chef ingeniøren for den endelige godkendelse af vores fabrik. Klokken var nu halv 2 om eftermiddagen. Selvom der var 1 time til at kontoret lukkede, nåede jeg lige se hende stryge ud af døren. Jeg fik dog indleveret vores ansøgning og skulle så betale de famøse BD 10/-, men fordi det var den 31. var kassen lukket klokken 12, så jeg måtte komme igen i morgen.

Kommunen åbner klokken 7.30. Da jeg dukkede op lidt over 9 var chef ingeniøren stadig ikke kommet. I frustration råbte jeg ud over hele kommunen, om de havde åbent eller om de var lukket? Herren ved siden af mig svarede, at selvfølgelig var her åbent. Det var normal arbejdsdag. Jeg svarede, at det så da ikke sådan ud. Dertil var svaret jo: Det er Ramadan. Som om det skulle være en god forklaring. Men det må jo være dejligt at være ansat i en chefstilling på kommunen og kun skulle arbejde fra 9 til 13.30. Det job vil jeg gerne have.

Men vi kæmper videre, Inshallah er jeg snart færdig med registreringen og kan holde Eid med god samvittighed.

Det måtte jo ske.

Efter 4 år i Bahrain blev vi påkørt på vej hjem fra Seef Mall. På den nye flyover mod Manama holdt jeg og ventede på at bilerne fra lyskrydset var kørt forbi. Til sidst kom der en pickup flyvende rundt om hjørnet, så jeg blev pænt holdende, men det gjorde damen bagved ikke! Carsten fløj ud af bilen og jeg ligeså. Hun blev bare siddende. Vi ringede til Traffic police, hun blev siddende og talte med sin veninde. Da alt var aftalt med Traffic Police, drønede hun afsted til deres kontor, så da vi nåede frem havde hun allerede underskrevet politirapporten. Politibetjenten spurgte blot, om jeg ville indrømme, at jeg havde bakket ind i hende!!! Nej, det ville jeg ikke. Så begyndte han at grine og snakkede videre på arabisk med hende. Carsten og jeg var i det røde felt, og Carsten fik lige sagt et par sandheder inden politibetjenten bestemt bad ham sætte sig ned og tie stille!

Hun havde taget skylden for ulykken, hun havde jo kørt op i mig. Papirerne var i orden og de næste 3 dage kørte jeg spidsrod mellem forsikringen og værkstedet for at få de sidste detaljer på plads. Volvoen er nu repareret. Den skulle bare have en ny kofanger og ordnes lidt ved bagklappen. Vi har endnu ikke modtaget en regning fra forsikringen, så vi krydser fingre for, at det hele er ude af verden og hun ikke har ændret mening og frasagt sig skylden alligevel.