En brudt aftale

by leah 1. September 2006 17:31
Så er det blevet hverdag. Det vanvittige trafik generer ikke så meget længere, for vi har lært at køre (næsten) lige så vanvittigt. Varmen generer stadig, men ikke lige så meget. Selvom sol og luftfugtighed skaber temperaturer på 50-54 grader, går vi med trøjer og lange bukser, når vi skal nogen steder. Herhjemme holder vi en indetemperatur på lige under 30 grader, så chokket fra inde til ude ikke er så stort.

Vi er næsten færdig med at indrette huset. Har idag købt en ekstra seng, skulle nogen kigge forbi (blink blink), men der er er endnu nogle hængepartier. Min ovn er på gas, men varmer kun nederst i ovnen, så al mad bliver brændt i bunden, mens det endnu er råt i toppen. Gasblussene kan der ikke skrues ned for, så der er mega varm og meget varm og sluk, hvilket gør det fuldstændigt umuligt at opnå fx "simrekogning" (hvilket min sovs skulle forleden). Vi hev derfor fat i vores landlady, der lovede, at vores komfur ville blive hentet og ordnet. Det var for 14 dage siden. Da intet skete, fik vi fat i hende igen, hvorefter hun i går morges ringede og lovede, at de denne dag ville komme forbi. Dagen kom og gik og intet hændte. Så ringede hun idag, at det ville blive i morgen, men jeg ved ikke rigtigt, om jeg tør tro på det.

Aftaler har ikke den samme værdi hernede, som vi er vant til i Danmark. Vi havde til eksempel en aftale med vores telefonselskab om, at de trak telefonregningen direkte fra vores kreditkort. Det gjorde de ikke, hvilket vi først fandt ud af, da de lukkede for telefonen. I Danmark ville vi nok have fået en rykker eller måske et telefonopkald. Dette sløvsind, som tillægges det sydlige Europa, er endnu værre her. Det er som om aftaler overhovedet ingen betydning har, medmindre, som det ses med teleselskabet, at de rammes på pengepungen. Måske skulle vi lade være med at betale husleje, indtil ovnen blev repareret. En ting er sikkert. Disse forretningsmetoder ville ikke virke andre steder end her.

Vi er blevet ret gode til at spise ude, eller bestille mad hjem - og det er ikke kun fordi, komfuret er umuligt at benytte. Alle leverer mad ud af huset - selv Burger King, hvilket er meget rart efter en bytur. Det er også billigt. Skulle vi handle ind til en gang Thai eller en simpel Pizza, ville det blive dyrere end et opkald til en restaurant. Selv de dyre restauranter leverer, så vi kan få vores steaks bragt til vores hoveddør for 200 fils (1,5 dkr). Det er en leverance kultur hernede, og det er for det meste gratis at få leveret. Det er dog ikke godt for vores helbred. Når alt fra rensetøj til frugt og grønt kan bringes til huset, er det slet ikke nødvendigt at gå udenfor en dør. Ja, faktisk ikke nødvendigt at løfte en finger, for for er par kroner om dagen, kan man få rengøring. Det er derfor et valg ikke at benytte sig af disse muligheder, simpelthen for at holde sig selv lidt igang. Drengene ved gaten var dog lidt overrasket, da vores nabo bad dem stoppe med at sende flere damer, der ønskede rengøringsarbejde, fordi hans kone kunne lide at gøre rent selv... Vi vælger dog forsat at benytte os af Burger Kings udbringning.

Tags:

Comments are closed

Leah i Bahrain

Leah bor og arbejder i Bahrain, og bruger denne blog til lidt løst og fast og ikke mindst at undre sig over livet i et lille smørhul i Mellemøsten

Tag cloud

    Month List

    Page List