Hvad er det, der sker?

by leah 2. December 2007 14:02
Hvad er det, der sker?
Lige i øjeblikket er der bare den ene sag efter den anden. Hvis ikke de bliver pisket i Saudi bliver de fængslet i Sudan over en bamse ved navn Mohammed. Og så er der tørklæde debatten i Danmark. Nu kan Dansk Folkeparti da ikke tærske langhalm på den længere. Heldigvis er de meget mere nuanceret i Bahrain. Her er den største bekymring thai trækkerdrenge med HIV.

Hvad er det, der ellers sker?
Min tjans på Nationalmuseet er slut for nu, men jeg har heldigvis andet at tage med til. Jeg er blevet bibliotekar på Abdul Rahman Kanoo International School. Som navnet lyder er det en meget arabisk skole og baseret på islamske værdier ikke mindst. Det sidste mærker jeg ikke så meget til. Udover morgenbønnen og middagsbønnen, kommer der ikke meget islam forbi mig. Jeg skal dog bære konservativt tøj, men skal ikke gå med tørklæde. Da abbaya'en er strengt forbudt på skolen, bærer alle almindeligt vestligt tøj og mange et almindeligt tørklæde.

At den er arabisk mærker jeg hele tiden. I ægte bahrainsk form tager alting altid lang tid (prøv at læse det højt!). I dag efter kun 14 dages ansættelse har jeg endelig fået en chipnøgle, så jeg kan låse mig ind gennem gangene på skolen og nå frem til biblioteket. Det er et stort skridt. Nu mangler jeg kun at få en nøgle til biblioteket, så jeg rent faktisk kan komme ind og lave noget. Den kommer. Insh'a'allah som de siger.

Nu hvor jeg arbejder med arabiske børn har sagen om bamsen Mohammad fået et andet perspektiv. Mohammad er jo det mest almindelige drengenavn i den arabiske og muslimske verden. Der er mindst 3 i hver eneste klasse. Dertil kommer de mindst 3 Ali, 3 Abdullah, 3 Fatima, 3 Mariam o.s.v. De er ikke så originale, når det kommer til navne. Hvad problemet så er i Sudan, kan jeg ikke helt gennemskue. Så lad dog børnene. Det var deres ide, og de små har næppe haft profeten i tankerne, da de valgte navnet.

I forbindelse med voldtægtsagen i Saudi kan jeg jo kun prise mig lykkelig for, at det i Bahrain ikke er forbudt at være i selskab med andre mænd end sin familie. At det i det hele taget kan praktiseres i Saudi er fantastisk. Prøv blot at tænke over, hvor ofte man er alene med en af det modsatte køn, man ikke er i familie med. På arbejdspladsen, på besøg, i elevatoren. Men de fleste arabere har jo en stor familie.

Vi ville jo nok kalde adskillelsen af mænd og kvinder for segregation. Saudierne kalder det separation Der er jo en forskel. På Kanoo skolen er børnene segregeret... undskyld... separeret fra 6 klassetrin i drenge og pigeklasser. Udover til morgensamlingen er de faktisk ikke sammen. Det passer jo fint ind i arabisk forståelse for forholdet mellem kønnene -eller manglen på samme. Jeg kan i den forbindelse kun glæde mig over ikke at skulle undervise en 7. klasse kun bestående af drenge. Et besøg fra dem i biblioteket er rigeligt

Tags:

Comments are closed

Leah i Bahrain

Leah bor og arbejder i Bahrain, og bruger denne blog til lidt løst og fast og ikke mindst at undre sig over livet i et lille smørhul i Mellemøsten

Tag cloud

    Month List

    Page List