by leah
17. July 2007 16:09
Jeg er stor beundrer af enevælden, og den er ikke blevet mindre, efter jeg er kommet til Bahrain. Teknisk set er Bahrain nok mere at regne for et oligarki (fåmandsvælde), men styret her tåler sammenligning med mange aspekter af europæisk absolutisme. Især fortællingerne om, hvordan de enevældige konger udkommanderede folket til diverse gerninger. At bliver udkommanderet til krig er til at føle på, men at blive udkommanderet til at stå langs kanalerne i Frederiksberg Have, så Frederik den 6. kunne vinke til og blive hyldet af folket, når han tog på sejltur, er da bare fantastisk.
I går kom vores alle sammens ynglings premierminister hjem efter at have modtaget en pris af FN. Tusinder havde taget plads langs vejen fra lufthavnen ind i Manama for med flag, musik og dans at byde ham velkommen hjem. Vi andre måtte så pænt side fast i trafik-kaoset eller finde alternative omveje hjem, for ikke at støde ind i de festende bahrainere. Jeg har nu været i Bahrain i et år. Tiden er simpelthen fløjet afsted, så jeg tænkte, jeg meget kort ville reflektere lidt over, hvad vi har erfaret og lært af vores første år i landet.Her er det især vigtigheden af en stærk kongemagt, der har gjort et stærkt indtryk. En ting er behovet for opvisninger, som den vi oplevede igår, men ikke desto mindre er kongen altafgørende for livet her i Bahrain. Demokratiet er på vej ind, men heldigvis har kongen og regeringen (som ikke er baseret på parlementets flertal) vetoret. Ellers skulle samtlige manequindukker i landet have skåret brysterne af, og kvinder forbydes at tørre deres undertøj udenfor. De folkevalgtes mærkesager er så langt ude, at det er rart at vide, at kongen og hans ministre aldrig vil lade det blive til lov. Dermed ikke sagt, at jeg støtter den stærke kongemagt. Det virker kun, som under enevælden, hvis kongen er ved sine fulde fem.Araberne har er dårlig ry ude i verden. De betragtes som terrorister og fundamentalister. Det er naturligvis ikke tilfældet for størstedelen, og det har været en fornøjelse at møde deres humør, humor og åbne arme. Hvor det i Danmark kan give grobund for store diskussioner, når en indvandrer beder om et bederum på sin arbejdsplads eller særlig mad til sine børn i børnehaven, har det forbløffet os, hvordan araberne ikke kun i Bahrain reagerer på fremmede kulturer og behov. Hvem skulle have troet, at jeg ville kunne få bacon og flæskesteg at spise her midt i mellemøsten, muslimernes højborg. Lad hele Dansk Folkeparti blive sendt på tvunget juleferie i Bahrain, så de kan glæde sig over juletræerne, julepynten og det evigt klingende "Merry Christmas" i hver eneste bahrainske butik og kontor. Hvad, der er de arabiske regeringers og skriftlærdes politik, er på ingen måde udtryk for de arabiske folks syn og væremåde overfor fremmede ikke-muslimer.Men at de er arabere, er netop en hovedpointe. Dette indså jeg først i denne uge. Udslaget var en artikel i en iransk statsavis, at Bahrain skulle forenes med Iran; at det var bahrainernes håb og ønske at blive del af Iran. Reaktionen kom prompte. Store demonstrationer foran Irans ambassade og vrede artikler og læserbreve. Irans udenrigsminister måtte på lynvisit for at afvise, at avisartiklen var udtryk for Irans udenrigspolitik. Alle pointerede, at Bahrain er en arabisk muslimsk stat, som Iran på ingen måde kan gøre krav på. Først nu slog det mig. Det er de tre vigtige drivkræfter for bahrainsk selvforståelse. De er en uafhængig stat; de er muslimer, men de er så sandelig arabere, hvorfor en "forening" med perserne selvfølgelig er utænkelig men også en fornærmelse imod det bahrainske folk.Det har selvfølgelig ikke været lutter lagkage at møde araberne. Deres insh'a'allah holdning til tilværelsen kan drive enhver til vanvid. Dertil kommer deres habibi holdning til hverdagen interaktioner, der er uden sammenligning med noget man kender fra Europa. Men alt i alt, så har vi det godt her i Bahrain. Det har været et lærerigt første år. Ingen kan spå om, hvad de næste år vil bringe.
ad372b29-94f0-4a3d-9195-0f8af1706bfe|0|.0
Tags:
Subscribe